Pandemisk influenza
Pandemisk influenza adskiller sig først og fremmest fra almindelig sæsoninfluenza ved at være et helt nyt virus. Hvis smittespredningen af det nye virus rammer i flere verdensdele, kan WHO beslutte, at der er tale om en pandemi, som de gjorde med influenza A(H1N1) i juni 2009.
En pandemi kan give anledning til et epidemisk udbrud lokalt, for eksempel i Danmark. Det sker, hvis smittespredning pludselig accelererer og medfører en fordobling i antallet af smittede i løbet af få dage.
WHO har inddelt udviklingen af en pandemisk influenza i flere faser, 1-6. Fra fase 1-3 udvikler virus sig til at kunne smitte fra dyr til enkelte personer uden endnu at give anledning til smitte mellem mennesker. Fase 4 er den meget afgørende fase, hvor det nye virus viser sig i stand til at smitte direkte fra menneske til menneske.
Fase 6 betyder, at det nye virus ifølge WHO har udviklet sig til en egentlig pandemi, dvs. har bredt sig til flere verdensdele samtidig.
Man kan ikke forudsige, hvornår en pandemi vil dukke op, og hvor farlig den vil være. Erfaringsmæssigt opstår pandemier med 10-40 års mellemrum. I det forrige århundrede kender man til tre pandemier, nemlig den spanske syge i 1918, som medførte 20-50 mio dødsfald på verdensplan, den asiatiske influenza i 1957 med 1,7 mio. dødsfald og Hongkong-influenzaen i 1968 med 1,3 mio. dødsfald.
En pandemi varer typisk i op til et par år, hvor den - eventuelt i flere bølger - kan spredes lokalt som epidemier. Når verdens befolkning har dannet immunforsvar imod det konkrete virus, vil virustypen efterfølgende være at finde i den almindelige sæsoninfluenza.
De danske sundhedsmyndigheder udarbejdede i 2006 på WHO's opfordring en pandemiberedskabsplan, som udstikker retningslinjerne for, hvordan man i Danmark kan afbøde skadevirkningerne i tilfælde af udbrud af en pandemi.
